Hvorfor? Min historie

Jeg er en kvinde i min bedste alder, men hvornår er man ikke det?? Jeg kan kun huske én gang i mit liv hvor jeg hvor jeg glædede mig til at blive ældre. Det var i de blomstrende teenager år hvor man bare ikke kunne blive 18 år hurtigt nok, så man kunne komme på bar og diskotek uden at skulle låne storesøsters sygesikringsbevis.

Nu er min bedste alder i starten af 50'erne, og her kunne jeg godt tænke mig at bremse tiden lidt op. Jeg tror de fleste kan nikke genkendende til at der bor en sprællevende pige indeni, men det er ikke helt den unge kvinde man ser når man står foran spejlet. Jeg har været så forvent igennem mit liv med mit udseende og min ansigtshud. Jeg er altid blevet skudt til at være væsentligt yngre end jeg var, men nu har ældningsprocessen ramt mig. Så jeg har tænkt mig at få lidt af min yngre udseende igen, jeg har nemlig besluttet mig for at få et mini ansigtløft. (SMAS)
Nu er det jo, at man ikke bare lige vågner en morgen og tænker: Hey!! Hvad skal jeg lave idag?? Hmmm.. hva med at få lavet en ansigtsløftning?? Det har været en længere mental proces at nå dertil. Jeg har altid sagt: at når hagen begynder at få sit eget liv, og poserne under øjne er ude i bægerposer, JA så skal de væk. De sidste par år har jeg været ked af at se hvordan huden er ved at ryge sydpå, jeg er begyndt at se træt ud og munden er lidt mere sur end den behøver. Et er at man er holdt op med at stå nøgen foran spejlet mere, men nærmere løber forbi, det kan man altid kompensere for med noget lækkert undertøj og noget pænt tøj, gerne sort... Noget andet er det med ansigtet, det kan man ikke skjule så godt, med mindre man er ude i en Burka ;-)

Når jeg ser feriebilleder, ser jeg mere på mit ansigt end jeg ser på skønheden i billederne. På min sidste ferie i USA var jeg så bevidst om at skulle strække halsen så kalkunhagen virkede mindre, kun af den eneste årsag, at jeg skulle kunne se på hele billedet når vi kom hjem, i stedet for kun at fokusere på det jeg var ked af.

MEN et er at sige det, og noget andet er at turde tage springet. Ikke kun i forhold til at skulle under kniven, men også at turde melde ud til familie, kolleger, venner og bekendte, at jeg har taget en beslutning om en operation. Her er det så at janteloven kan få lov til at blomstre: Hvem tror hun egentlig hun er? Hun er jo hverken filmstjerne eller rig!! Hvorfor erkender hun ikke bare at hun er ved at blive gammel ligesom alle os andre, Mon hun gør det for sig selv, eller handler det ikke om at hun har en yngre kæreste osv.

Her i lille Danmark får man ikke lov at træde ustraffet uden for normen, man skal ligesom bankes lidt tilbage og have lov til at foresvare sig selv. Det skal dog lige nævnes, at min familie og mine rigtige venner ikke har dømt mig, men har vist stor forståelse fordi de hele tiden har vist at den dag ville komme for mig. Det nemmeste har været at fortælle det til min kæreste og mine voksne børn, det eneste de havde af sige var: GO FOR IT, MOR!!!! det vil vi også når vi kommer op i alderen.

Jeg tror at dommen over min beslutning, handler om at jeg nok er lidt af en pionær i Danmark i forhold til at få foretaget en ansigtløftning. At få lavet bryster er jo helt accepteret nu, hvilket for ganske få år siden heller ikke var helt i orden. Jeg er overbevist om at når forskerne "knækker" koden i cellerne der gør at vi ældes, så finder man midlet der kan ændre koden, og det bliver så bare helt acceptabelt og naturligt at ville stoppe ældningsprocessen.

Da endelig alle de ting var sat på plads, ja så manglede der søgningen efter at finde den helt rigtige plastikkirurg, som jeg ville tillid til at måtte skære i mit ansigt.

Fortsættelse følger .. ;-)