10 mdr efter mit facelift - Fortryder jeg?

Det er nu november ca. 10 mdr. efter min mini-facelift operation, og meget lang tid siden at jeg har skrevet på blog.

Månederne er bare gået, og følelserne omkring det hele har bare kørt med. Der har været tidspunkter hvor jeg har været rigtigt ked af det, fordi jeg ikke har kunne mærke mine kinder, og at det har gjort ondt når jeg lagde mig på siden, eller gud bedre det, hvis nogen gav mig et kram.

Jeg har virkelig været bange for at det aldrig ville blive normalt igen, selvom jeg jo godt viste at det var normalt at have hævelser, smerter og følelsesløshed.

Der har været perioder hvor jeg har kigget mig i spejlet og tænkt: Hmmm har det været det værd?, og andre gange har jeg set med stor tilfredshed i spejlet og set lidt at den pige som jeg husker i mit hovedet, men som spejlene med årene bare ikke helt kan gengive lige så godt :-)
Jeg har været noget negativ engang imellem, hvor jeg ikke har kunne se den store forskel, men så har min kæreste taget min blog frem, og bedt mig kigge på før og efter billederne, hevet andre billeder frem fra "arkiverne", og fået mig overbevist om at der er sket en STOR forskel. Jeg tror bare at jeg stirrer mig blind på den kalkunhage som jeg stadig føler er der, for det var den største årsag til at jeg valgte en facelift.

Jeg har virkelig prøvet at søge på nettet på at finde nogen lidensfæller, som måske havde beskrevet hvordan det har været for dem, for GUD hvor ville det have været rart at dele sine oplevelser, men der er ingen jeg har kunne finde som har skrevet noget om den type operation. Underligt nok, for der må da være andre derude, som har fået et facelift.

Det har været sjovt at se folks reaktion når de kiggede på mig i perioden lige efter operationen. Folk der ikke viste at jeg havde fået en facelift, har bare kigget undrene på mig, allerhøjst med en kommentar om at jeg så frisk ud, eller: "er du blevet klippet du ser anerledens ud", men langt de fleste har ikke kommenteret det. Jeg ved ikke om det igen kan være janteloven, eller om man bare ikke har vist hvad man skulle sige. Jeg har stadig valgt ikke at sige noget til mine kolleger, for de fleste er kvinder op i alderen, som klart har en holdning om at man skal ældes med ynde, og det er noget "pjat" ikke at acceptere at man ikke er ung længere. Min familie og mine venner, har klart givet mig positive kommentarer.

Alt er helet meget fint op nu, det eneste sted jeg stadig ikke har fået følelsen helt tilbage endnu, er et lille stykke lige foran ørene og arerne kan stadig godt klø lidt. Jeg er stadig ærgelig over at min hage ikke som jeg ønsker den endnu MEN.....
Jeg har i dag været til endnu en kontrol hos Christer Lindqvist på Akademikliniken i Malmø, igen en meget positiv oplevelse. Jeg havde taget min kæreste med, for han er altid god til at spørge ind til ting, og støtte mig. Jeg havde en dum tanke om at: tænk nu hvis Christer ikke ville lytte på mig, og tænk hvis ikke han kan se det jeg er ked af og går tilbage på sit ord om at lave en fedtsugning... MEN igen tog jeg fejl.

Vi kom ind til ham, han havde læst i journalen om vores tidligere samtaler om mit problem med hagen, kiggede smilende på mig og sagde: "Jeg kan godt se at du har en bule under hagen og det er fedt, den skal vi bare have væk... Hvornår kan du?? skal vi sige til februar??"

Er du gal en lettelse jeg følte, det var jo lige det jeg havde håbet på. Vi talte tingene igennem, og han beskrev som vanligt både det positive og negative ved en fedtsugning. Han forventede positivt på et flot resultat, men at der kunne være en risiko for at huden vil blive mere løs, men hvis jeg fulgte alle de instrukser som han ville give mig, med at gå med hovedforbinding på i min. én uge hele døgnet, og derefter i nogle uger med forbinden så meget som muligt, forventede han det blive et godt resultat.

Hvis I spørger mig nu om det har været det hele værd? Så vil jeg svare: JA!

Hvis I ville spørge om jeg vil gøre det igen? Så vil jeg klart svare : JA!

Jeg har fået mit ansigtsløft. Før/efter billeder

Juhuu, det er nu overstået, jeg har fået mit ansigtsløft.

Jeg skulle møde på Akademikliniken i Malmø kl. 7.30, og min dejlige kæreste tog med. Jeg havde haft en forhåbning om at han måtte sidde hos mig indtil jeg skulle på "bordet", men kort tid efter vi blev modtaget på klinikken kom en sygeplejerske for at hente mig, og jeg måtte desværre sige farvel til ham.

Så gik alt bare så professionelt, jeg blev sendt i bad og skulle vaske mig med noget specielt sæbe både i ansigtet og i håret. Da jeg var færdig blev jeg lagt på en briks og en narkosesygeplejerske stod straks klar med piller og blodtryksapparat. Kort tid efter stod min plastikkirurg, Christer Lindqvist, hos mig, og vi gik igen igennem operationen, mine forventninger og mine tvivlsspørgsmål Han tog billeder af mig, og så tilbage på briksen. Jeg nåede kun at tænke: Bare min kæreste var her, så stod sygeplejersken der igen og førte mig til operationsstuen, op på briksen og nogle skæge bemærkninger mellem mig og narkoselægen, og så godnat og sov godt.

Det næste jeg husker, er at der står en og kalder på mig, og alt er overstået. Jeg havde en meget uvirkelig følelse, og mit ansigt var pakket ind. Efter et stykke tid, da jeg er kommet til mig selv, bliver forbindingen taget af og jeg fik serveret noget mad, juice og en kop kaffe. Jeg tog mig til ansigtet og begyndte af grine, jeg følte en hævelse som jeg forbandt med en god gang forårssyge :-) ingen smerter kun følelsesløshed.

Et par timer efter jeg var vågnet af narkosen, bliver jeg fulgt ned til min egen stue af den sygeplejerske der havde passet mig under opvågningen, og det var også hende som var omkring mig indtil natsygeplejersken mødte ind. Det kan man kalde kontinuitet i plejen og en dejlig tryghed. Min kæreste fik så lov at komme ind og var så hos mig, jeg var efter omstændighederne utrolig frisk. Hen under aftenen begyndte smerterne så småt at dukke op, men kun ved ørerne. Jeg fik ketogan for smerterne og en indslumringspille til at sove på. I løbet af natten måtte jeg dog bede at få noget smertestillende, for jeg følte nu at jeg var blevet kørt over af en damptromle og havde været oppe at slås med en kødhakker :-)

Næste morgen mødte min narkosesygeplejerske ind for at passe mig, det var bare så fedt at man ikke skulle forholde sig til nye mennesker. Min plastikkirurg kom også forbi for at se hvordan jeg havde det, og tjekke sit arbejde. Jeg fik morgenmad og blev så lidt senere hentet af en kosmetolog som tog mig med ind til hendes rum og fik vasket håret og renset mit ansigt. Så tilbage på stuen hvor min sygeplejerske stod klar og ville hjælpe mig til et bad. Det var bare en helt fantastisk service og omsorg jeg mødte. Jeg blev så udskrevet kl. 10.30, med medicin og mobilnr. til min plastikkirurg og til klinikken hvor jeg bare kunne ringe uanset tidspunktet.

Det er nu 5 uger efter min operation, og det har været lidt af en emotionel rutsjebanetur. Jeg er stadig hævet, og følelsen er ikke kommet helt tilbage endnu. Mit humør går hele tiden op og ned, det ene øjeblik er jeg overbevist om at det bliver godt, og det næste øjeblik bliver jeg grebet af angst hvor jeg tuder lidt og er bange for at jeg kommer til at se sådan ud hele livet. Min kæreste er helt fantastisk, han har passet og plejet mig, og når jeg ryger i hulet kigger han forelsket på mig og siger: Du ser altså godt ud, det kommer til at blive perfekt, giv det nu den tid det skal have og husk nu hvad du fik af vide.

Jeg ved godt han har ret, men det er jo ikke det samme som at man rationelt tror på det når man har ondt og ser sig i spejlet og ligner en der har taget 14 kg på og at det hele har sat sig i ansigtet. Hævelsen har dog fortaget sig en del i den nederste del af kinderne

MEN bedøm selv.....

(foto 1 er dagen før, foto 2 er 14 dage efter og sidste foto ca. 5 uger efter)

Jeg har været til min første kontrol hos min kirurg, som forsikrede mig om at alt går efter planen. Jeg er dog ikke helt tilfreds med min kalkunhage, som jeg stadig syntes hænger lidt. Jeg har dog fået en forsikring om at hvis jeg stadig syntes det om ca. 3-4 mdr, så vil han lave en lille fedtsugning.
Jeg vender tilbage med en opdatering, når jeg har været til kontrol igen.

På jagt efter plastikkirurg!

Jeg valgte først at tage til en psykolog som var tilknyttet en plastikkirurgisk klinik, for at være sikker på jeg gjorde det for de rigtige årsager. Efter en rigtig god samtale, og endnu nogle måneders tænkepause, så valgte jeg at springe ud i det. Jeg ringede til den samme klinik og fik en tid hos en kirurg i ugen før efterårsferien.

Jeg mødte spændt op, med en masse spørgsmål som jeg havde forberedt, og talte så med en kirurg som havde lidt travlt. Han tog mig hen foran spejlet og viste lidt hvordan jeg ville komme til at se ud. Efter 5 min. spurgte han om hvor langt jeg var i processen, for han ville hellere at jeg fik foretaget operationen af en anden kirurg, som var dygtigere til ansigtløft, og dermed også en ny samtale Hmmm....

Vi aftalte at han ville kontakte hende, og bede hende tage kontakt til mig. Han afsluttede med at sige: Nu er det jo efterårsferie, så hvis ikke du har hørt fra mig ca. 14 dage efter ferien, kan du lige ringe og huske mig på det. Da jeg ikke havde hørt noget i 3 uger, ringede jeg og fik besked om at han havde lagt besked til den anden kirurg, men at de ikke havde hørt noget fra hende. Jeg ringede så igen efter en uges tid, men fik samme svar. Jeg fik navnet på den kirurg som jeg ventede svar fra, hvorefter jeg googlede navnet og fandt at der var nogle klager mod hende. Det afgjorde sagen. Jeg følte mig meget utryg og dårligt behandlet, og måtte så igennem processen endnu engang, om at finde en klinik som jeg følte mig tryg ved.

Min kæreste og jeg gik så igang med at surfe på internettet, efter kliniker/kirurger og priser. Vi prøvede at google efter andres oplevelser, men fandt ikke rigtigt nogen som havde skrevet om ansigtløftning, de fleste der skriver på nettet har fået lavet brystoperationer, fedtsugning eller fået fjernet poser under/over øjnene.

Efter grundige undersøgelser, faldt valget på Privatklinikken på H.C. Andersens Boulevard i København. Jeg fik en samtaletid med en plastikkirurg en lørdag i november, og tog denne gang min kæreste med. Vi blev godt modtaget af plastikkirurg Christer Lindqvist, som gav sig rigtig god tid til at lytte på mig og forklare om hvordan operationen ville forløbe, hvilken risiko der lå i operationen osv. Han virkede utrolig kompetent, rolig og etisk korrekt. Han bad mig lægge mig på gulvet uden hovedpude og kigge i et spejl, for som han sagde: det er sådan det endelige resultat vil se ud, hvilket var det udseende jeg søgte efter.

Teknikken på denne facelift hedder SMAS facelift, som betyder at man løsner huden fra tindingen ned langs øret, om bag øret og ned langs halsen i hårgrænsen. Herefter trækker man via 3 tråde i muskulaturen i kinderne op mod den øverste del af øret. Trådene inden i kinderne forsvinder af sig selv, hvormod de synlige tråde langs øret fjernes efter 1 uge, og stingene i hårkanten fjernes efter 14 dage.

Jeg vil nok have en ansigtløftning men har dog ingen illusion om at ligne hverken Michael Jackson eller en på 20 år. Efter 40 min. gik vi derfra, men en rigtig god tryghedsfornemmelse.
Da jeg så ringede ca. 14 dage efter for at bestille tid til en operation, fik jeg oplyst at man havde valgt, efter mange års virke, at lukke klinikken, men at Christer Lindqvist nu opererede på Akademikliniken i Malmö. Jeg ringede selvfølgelig dertil, nu havde jeg jo fundet kiruren som jeg følte mig tryg ved, og hold op en positiv oplevelse det var. Jeg talte med en fantastisk flink klinikassistent, som ville få Crister Lindqvist til at ringe til mig når han kom på kliniken. Som sagt så gjort, han ringede som lovet på aftalte dato og tidspunkt. Igen fik vi en god snak, og aftalte så at jeg skulle have foretaget operationen i slutningen januar 2009. Efter et par dage modtog jeg en kontrakt, hvor der igen blev specificeret om alle risicierne ved operationen og hvilke forhold som jeg skal igennem ugerne efter operationen.

Jeg har efterfølgende haft nogle spørgsmål til hvor skal jeg hen til kontrol, og hvor skal jeg have tage stingene ud. Jeg valgte at sende en mail med alle mine spørgsmål, og havde dårligt nået at trykke på "enter" før der kom svar tilbage. Det forholder sig sådan, at Akademiklinikken har en afdeling i Danmark på Højbro plads i København, hvor der er læger og sygeplejerske tilknyttet, de tager sig af det af alt det efterfølgende, men at alle operationer foretages i Sverige. Så nu er der kun ventetiden tilbage...... ;-)