Det er nu november ca. 10 mdr. efter min mini-facelift operation, og meget lang tid siden at jeg har skrevet på blog.Månederne er bare gået, og følelserne omkring det hele har bare kørt med. Der har været tidspunkter hvor jeg har været rigtigt ked af det, fordi jeg ikke har kunne mærke mine kinder, og at det har gjort ondt når jeg lagde mig på siden, eller gud bedre det, hvis nogen gav mig et kram.
Jeg har virkelig været bange for at det aldrig ville blive normalt igen, selvom jeg jo godt viste at det var normalt at have hævelser, smerter og følelsesløshed.
Der har været perioder hvor jeg har kigget mig i spejlet og tænkt: Hmmm har det været det værd?, og andre gange har jeg set med stor tilfredshed i spejlet og set lidt at den pige som jeg husker i mit hovedet, men som spejlene med årene bare ikke helt kan gengive lige så godt :-)
Jeg har været noget negativ engang imellem, hvor jeg ikke har kunne se den store forskel, men så har min kæreste taget min blog frem, og bedt mig kigge på før og efter billederne, hevet andre billeder frem fra "arkiverne", og fået mig overbevist om at der er sket en STOR forskel. Jeg tror bare at jeg stirrer mig blind på den kalkunhage som jeg stadig føler er der, for det var den største årsag til at jeg valgte en facelift.Jeg har virkelig prøvet at søge på nettet på at finde nogen lidensfæller, som måske havde beskrevet hvordan det har været for dem, for GUD hvor ville det have været rart at dele sine oplevelser, men der er ingen jeg har kunne finde som har skrevet noget om den type operation. Underligt nok, for der må da være andre derude, som har fået et facelift.
Det har været sjovt at se folks reaktion når de kiggede på mig i perioden lige efter operationen. Folk der ikke viste at jeg havde fået en facelift, har bare kigget undrene på mig, allerhøjst med en kommentar om at jeg så frisk ud, eller: "er du blevet klippet du ser anerledens ud", men langt de fleste har ikke kommenteret det. Jeg ved ikke om det igen kan være janteloven, eller om man bare ikke har vist hvad man skulle sige. Jeg har stadig valgt ikke at sige noget til mine kolleger, for de fleste er kvinder op i alderen, som klart har en holdning om at man skal ældes med ynde, og det er noget "pjat" ikke at acceptere at man ikke er ung længere. Min familie og mine venner, har klart givet mig positive kommentarer.Alt er helet meget fint op nu, det eneste sted jeg stadig ikke har fået følelsen helt tilbage endnu, er et lille stykke lige foran ørene og arerne kan stadig godt klø lidt. Jeg er stadig ærgelig over at min hage ikke som jeg ønsker den endnu MEN.....
Jeg har i dag været til endnu en kontrol hos Christer Lindqvist på Akademikliniken i Malmø, igen en meget positiv oplevelse. Jeg havde taget min kæreste med, for han er altid god til at spørge ind til ting, og støtte mig. Jeg havde en dum tanke om at: tænk nu hvis Christer ikke ville lytte på mig, og tænk hvis ikke han kan se det jeg er ked af og går tilbage på sit ord om at lave en fedtsugning... MEN igen tog jeg fejl.Vi kom ind til ham, han havde læst i journalen om vores tidligere samtaler om mit problem med hagen, kiggede smilende på mig og sagde: "Jeg kan godt se at du har en bule under hagen og det er fedt, den skal vi bare have væk... Hvornår kan du?? skal vi sige til februar??"
Er du gal en lettelse jeg følte, det var jo lige det jeg havde håbet på. Vi talte tingene igennem, og han beskrev som vanligt både det positive og negative ved en fedtsugning. Han forventede positivt på et flot resultat, men at der kunne være en risiko for at huden vil blive mere løs, men hvis jeg fulgte alle de instrukser som han ville give mig, med at gå med hovedforbinding på i min. én uge hele døgnet, og derefter i nogle uger med forbinden så meget som muligt, forventede han det blive et godt resultat.
Hvis I spørger mig nu om det har været det hele værd? Så vil jeg svare: JA!
Hvis I ville spørge om jeg vil gøre det igen? Så vil jeg klart svare : JA!
